Social beton

Kender I udtrykket eller eftersætningen: "...., men han/hun har begge ben på jorden". Har I nogen sinde hørt den efter sætninger som "Hun er kassedame, men...", eller "Han er for tiden uden arbejde, men...", eller "han er kontoruddannet, men..". Nej, vel?

Siden jeg var barn, har det undret mig. Det står helt tydeligt for mig i mit indre blik - den første gang, det gik klart op for mig, at der var en socialpsykologisk mekanisme på spil i disse fraser.

Faktisk var det lidt den omvendte funktion, der var på spil den første gang, jeg begyndte at bemærke det: En håndværker i vores by havde lavet en kunstig blotlagt mur på indersiden af vores stuevæg (ja, det var åbenbart på mode dengang i 80'erne). Han var en berygtet mand, og ikke for det gode - han omgikkes kriminelle, sagde man, og opdragelsen af hans børn foregik med til kvalmegrænsen korporlige midler. "...., men han kan hans håndværk!". Det var vitterligt sådan noget, mange gik rundt og gentog. Derimod hørte jeg aldrig om tømreren eller kontornusseren, at de var gode mainstream fædre, ..."men de kan deres håndværk".

Så det er ligesom en måde at give en person credit på - men personen får dermed credit for noget, der hos andre er en selvfølge. Det samme gør sig præcist gældende i toppen af den sociale pyramide. I den lille by, jeg voksede op i, var toppen af pyramiden fx fabrikanten med et kæmpe hus (syntes vi), en kæmpe grund ("han ejer hele skoven!"), og indendørs swimmingpool og tennisbane uden for (hele arsenalet af firserfinhed, som man i dag smiler lidt af). Nå, men om denne fabrikant hed det også jævnligt: "..., men han er helt nede på jorden". Andægtigt, imponeret, lidt som om man lige havde opdaget en stor sandhed - sådan blev det altid sagt - og det, selv om mig og mine færdedes på jorden det meste af tiden, så vidt jeg husker. Så hvad særligt var der i det? Jooh, det var bare noget særligt, og dermed fik han og mange andre et gratis point i forhold til andre, hvor den givne egenskab bare var en selvfølge.

Hvad skal det gratis point bruges til, dette +1? Til at fastholde andre i benovelse og i en fastlåst social position. Den samme mekanisme - man kan kalde det social beton - ser man tydeligt udfolde sig massemedielt i respekt, interesse for, barnlig beskyttelse af - og benovelse over de kongelige. "Det er fantastisk, ikke (andægtige, erkendende blikke!!), at de bare er som os!" - Selv om ingen synes det er fantastisk, når vi selv bare er "som os selv". Det er én af grundene til, at jeg ikke synes sådan noget som et Kongehus bare er en trivialitet. Det er socialpsykologisk noget helt urimeligt - bevares, sådan fungerer det vel også i nogen grad med popstjerner o.lign. (bortset fra, at der her er et element af præstation) - men det afgørende er, at mine skattekroner ikke går til dem, ligsom deres funktionsmåder ikke er indskrevet i samfundets regler og love. De må leve på markedets vilkår - de kongelige er derimod statsautoriseret social beton, statsautoriserede popstjerner.

Det, som er

Hvad er et menneske? I hvert fald sådan et væsen, hvor mening skal træde frem og fortolkes. Tag nu børn, der er sandhedsvidner også for denne grundsandhed: Jeg læser Alfons Åberg med stor fornøjelse - fordi bøgerne på én gang er så tro mod den barnlige verden og samtidigt er så grundlæggende undrende som kun filosofien, når den er bedst - dvs. når filosofien afslører bullshit og skærer til benet: hvad fanden vil det sige at være til?

Nå, det var Alfons Åberg, vi kom fra. Jamen, der er fx en bog, der hedder Usynligt med Alfons Åberg. Mod historiens slutning er mit yndlingsbillede: Alfons og hans ven er alene hjemme, deres kroppe er afbildet som fisk under vandet - kun med ansigterne genkendelige-de kigger samme vej let i panik, fordi de hører faren komme hjem: de er nemlig i gang med en leg, hvor de har rodet det hele til, og nu træder faren ind ad døren. Men de er stadig fisk og kun på vej tilbage fra fantasien til den såkaldte virkelighed.

Det er et sandt billede af dem som fisk. Ingen tvivl: det er sådan, verden fremtræder for dem i dette sekund. Med deres kroppe er de fuldt og helt i én verden og med deres opmærksomhed mod farens nærvær på vej mod en anden. Og ingen tvivl om, at det er noget af det, vi voksne kan lære af børn, hvis det altså ikke lige var fordi det er så God damn umuligt for os: at være helt tilstede igennem dette: slet ikke at være snerpet og småtskårent påpasselig på virkelighedens, snusfornuftens og realitetssansens vegne.

Er det nu også sådan? Gu fanden er det så. Jeg ved det. Tilgiv mig så et par historier fra mit liv med min datter, Laura, som belæg. Først dén historie, som mange i familien har hørt, og som vel er den historie, jeg - hvis jeg skulle vælge én - ville bære med mig som overlevelsespotentiale for stort set hvad som helst eller som garanti for aldrig at mangle kilde til underholdning: jeg står ved bageren sammen med Laura, som på det tidspunkt er ca. to et halvt år gammel. Jeg rækker hende en liter mælk og spørger hende, om hun vil gå hen og lægge den på disken. Hun siger ja og går et par skridt frem mod disken, hvorefter hun standser op og står stille et øjeblik. Bagfra kan jeg se, at hun tøver og undrer sig. Efter et par øjeblikke vender hun sig mod mig og kigger usikkert op på mig: "Hvor er den?" Jeg: "Jamen, lille skat, den er jo lige dér", mens jeg peger op mod disken. Laura: "Far, hvor er fisken?"

For mig er det uudtømmelig kilde til den mest højtravende og champagneboblende glæde at leve mig ind i det øjeblik netop dér, hvor Laura står i Håndværksbagerens butik på gågaden i Nyborg og spejder efter den fisk, som hendes far har bedt hende lægge mælken fra køleren op på! Det er et klodset, genialt og troskyldigt skovlgreb ind i 'the fabric of reality' - den virkelighed, som er om os hele tiden og som er et virvar af opbyggede, konventionaliserede betydninger.

Jo, hun har det med at gøre den slags. En anden kulsyreglad overskridelse af konventioner var dengang, hun legede med en veninde på nogle store sten ved enden af vejen, som løber ud i Nyborg Fjord: De legede havfruer. På vej 'ind mod land' (vi skulle hjemad) begyndte hun fuldstændigt spontant at humpe rundt - meget bevægelsesbesværet på sine ben - og veninden fulgte trop - så kom den typiske konjunktiviske forklaring: "Arh, åh, og så var det jo, at havfruerne var lige ved at falde på deres finner.."! Hvem der bare kunne være tilstede i dén grad!

Offentlighed 2 - du kan vælge vores tilbud

I mine tanker er jeg meget i børnehavens lokale demokrati samt i netop overståede overvejelser over skolevalg. Det, der kommer herunder, handler mellem linjerne og måske også med tiden på linjerne om disse ting - men det kan nok kun anes:

Det gale er, at vi som borgere i vores samfund - på snart sagt alle livsområder - efterhånden altid er entydigt i en afsenderrolle eller lige så entydigt i en modtagerrolle. Hvis man er afsender, så er man professionel og har ydelser eller produkter at tilbyde. Hvis man er modtager, så kan man vælge dette produkt eller denne ydelse, eller man kan lade være. Den profesionelle skal tale socialteknologisk om alt og have akademiske metoder til at benchmarke og evaluere og dokumentere, at ydelsen, den være sig nok så menneskelig, kan fremstå som noget, den kritiske modtager ikke bare selv kunne have ydet - det skal se ud af noget - det vil sige, den skal ikke bare være menneskelig eller kærlig, den skal være målbar, dokumenterbar og systematiserbar. Det bliver den så kun på overfladen, fordi materien da heldigvis stritter i alle retninger: det lader sig kun gøre på skrømt og som ren form. Det hele er indrettet sådan, fordi den djøfiserede modtager - og djøfiserede er vi ved Gud alle - skal have noget at bruge sit kritiske intellekt på, eller rettere: der skal åbenbart helst ikke være noget hjørne af virkeligheden, hvor modtageren ikke skal kunne anvende sin velskolede testmentalitet.

Testmentaliteten - måske var det den, jeg synes var så ubehagelig, da jeg sammen med Louise skulle i gang med at vælge skole for vores ældste barn, Laura. Det var den jeg mærkede, jeg havde og var nødt til at mobilisere - men jeg fik kvalme af at stille alle de rigtige spørgsmål til skolerne: hvad udmærker I jer ved, hvilken pædagogik tilbyder I etc...etc. Jeg er modtager af en ydelse - jeg bruger mit forbrugerintellekt til at underkaste afsenderne af ydelsen en test for, om deres produkt er godt nok. Men friheden til at vælge mellem pakkerne synes på lumsk vis at korrumpere fællesskab og offentlighed som noget, der ikke bunder i den enkeltes valg, men som handler om, at den enkelte er i et fællesskab, hvor man kan overskride linjen mellem modtager og afsender - hvor man alle er afsendere i en fælles samtale om de fælles udfordringer dér, hvor man nu engang befinder sig. Skolelederen for privatskolen sagde: det, der adskiller os, er, at forældrene har taget et aktivt tilvalg og det skinner igennem i deres engagement og i børnenes indlæringsevne og koncentration. Fint nok, men hvis man er et segment af vælgere, der har valgt en pakke udformet af profesionelle iso-certificerede pædagoger, er der så en grund til offentlighed på det lokale plan? Altså offentlighed på anden måde end klage eller bifald af ydelsen? Er der så behov for medskabelse og meddefinition af ydelsen og dens mening? Sådan at ydelsen ikke længere er ydelse men fælles social aktivitet i erkendelse af, at menneskeligt samvær ikke fås i pakker? Er det virkeligt sådan, at det er dette behov, som vi fuldstændigt er ved at glemme, at vi bør have?

Offentlighed 1 - kodeord for en ny politik?

Jeg sidder og tænker på, om begrebet offentlighed måske er et af de nøglebegreber, der skal til for at få gang i en ny politisk tænkning, en forandring af det politiske liv, der kan være et væsentligt korrektiv til tingenes tilstand. Spørgsmålet er jo nemlig, om vi overhovedet har en offentlighed, og om målet for en reformativ politisk bevægelse kunne bestå i skabelsen af en ny offentlighed - altså offentlighed som et målcentrum og de konkrete politiske veje dertil opfattet som skabelsen af de levevilkår, under hvilke en offentlighed kan leve. I en vis grad kunne et udfoldet begreb om offentlighed måske være lakmusprøve på, om konkrete politiske tiltag af mange typer er sådanne, som skaber gode rammer for borgeren i et demokratisk samfund.

Det, der igen fik mig til at tænke på offentlighed som begreb, var debatten i Nyhedstimen om oppositionspolitikere, som har bedt DR og TV2 om at optælle politikernes taletid i medierne - man så en eller anden fra socialdemokraterne motivere opdraget med, at han var træt af at høre regeringspolitikeres beskyldninger om, at DR er biased i forhold til venstre side af det politiske spektrum. Optællingen viser så - vel ikke spor overraskende - at regeringspolitikere har ca. 20% mere taletid i medierne siden 2001, vistnok. Alt dette kan naturligvis ikke bruges til meget - for dels er tiden jo ikke mål for journalistisk kvalitet, og dels er det vel ikke underligt, at regeringspolitikere får mere taletid - eftersom det også oftere er dem, der skal stille op til at forsvare diverse indgreb. Men det, der egentligt var bemærkelsesværdigt ud over selve denne lidt for købmandsagtige interesse i antal minutter på en skærm (som også taler ned til vælgerne, læs: politik fungerer i borgernes modtagelse heraf ganske som reklamer - jo mere input (eksponering) desto mere output (vælgertilslutning)) - men altså, det der var det egentligt bemærkelsesværdige var Henriette Kjærs kritiske bemærkning om, at hvis man ikke havde eksponering nok, så kunne man (læs: Thorning) jo bare tage at formulere tilpas markante budskaber, så man fik mere plads i medierne. Tja, det er vel en fornuftig opfordring, eller er det? Min instinktive tanke var anderledes - nemlig at det sådan set er en opfordring, der er ødelæggende for demokratisk politik.

Sagen er jo, at medierne rent materielt er offentligheden i dagens virkelighed. Når jeg siger rent materielt, så er det fordi, at selve medierne som platform og rum for den offentlige samtale synes at have forvandlet vores fælles offentlighed til et kæmpe billboard, og politikerne til mere eller mindre dygtige, mere eller mindre magtfulde tekstforfattere og følelsesforførere, der retorisk og managementagtigt kæmper om pladsen på vores alle sammens billboard - projektionsskærm for vores idiosynkrasier, tilbøjeligheder, fordomme og - af og til - nøje afmålte mentale udfordringer.

Det er ikke mediernes skyld, for i medierne drøner en masse gæve journalister rundt, mens nogle faktisk prøver at etablere den offentlige, kritiske samtale om vitale emner. Men kampen er tabt på forhånd, fordi der er sket umærkelige ting med hele vores omgivende samfundsstruktur og dermed også med os selv og vores ømfindtlighed over for manipulation, som vel snart er vendt på hovedet: vi bliver sure og trætte i blikket, når vi ikke bliver manipuleret og henført; vi bliver utålmodige, når der er noget egentligt afgørende på færde i samtalen - afgørende for de vigtige ting i vore egne og andres liv.

Lad mig give et eksempel fra et nærdemokrati, jeg selv deltager i. Og det handler ikke om at hænge nogen ud - andet end i en vis forstand at hænge os alle ud - ud i en strakt arm for at se, hvordan det også står til med os i vores egenskab af samfundsmennesker. I mit ældste barns børnehave får vi ind imellem en avis skrevet af en næsten voksen dreng, der ind imellem kommer og hjælper til - den er skrevet med en fin ironi og dejlig humor - en rigtig overskudsagtig, ikke pligtig, særlingeagtig på den fede måde - ting. De fleste synes den er sjov og opløftende - men alligevel: proceduralt og 'for en god ordens skyld' bliver den læst igennem og stavefejl rettet mv. - ok - men her kommer så kontrasten - hvor der er kontrol med dette dybt menneskelige, spontane indslag til vores fælles liv, hvad går så omvendt lige igennem censuren og hen på alle børns plads til forældres opbyggelse? Et blad, der kalder sig 'Børnehavebogen' og er fyldt med reklamer fra medicinalfirmaer, for morgenmadsprodukter og for familiebiler - herimellem er der så strøget velmenende oplysninger om al fra sund mad til snothygiejne (side 25: "selv hvis der kommer lidt sukker på havregrynene, får barnet mindre sukker end i de færdiglavede produkter" vs. side 31 - reklame for Quakers Mini Fras: "Nu er det bevist. Det kan godt være sjovt at spise sundt").

Hvorfor får den lov at gå igennem? Ikke på grund af ond vilje, ikke på grund af sløseri - men simpelthen fordi vores ømfindtlighed for socialt teknisk manipulation i det offentlige rum er sløvet så meget, at vi end ikke kan skære i det blødeste franskbrød med den længere. Såkaldte eksperter ud i dagliglivets afvikling kan optræde side om side med reklamer, netop fordi det efterhånden er ét fedt: vi vil bare styres og rettes ind. Gennem intellektet eller gennem følelserne.

Måske kunne det være smukt, om et reformativt begreb om offentlighed kunne skabes i billedet af den engagerede, den ikke nødvendigvis målrettede deltagelse i vores fælles bedste - som for eksempel den nævnte humoristiske avis? Jeg ved det ikke, men måske kan det blive genstand for et senere indlæg - kig efter "offentlighed 2" :-)

En verden vi hører til i

Ved en bryllupsreception blev det diskuteret i en lille gruppe af brudeparrets venner, om det nu var det rigtige at gifte sig i en kirke eller blot på rådhuset. Man spurgte sådan lidt drillende og skælmsk ind til dem, der endnu ikke var gift, om de mon snart skulle giftes - og i så fald, om den stod på hvid brud og præstekrave eller hvad.

Da jeg blev presset ud i at belemre selskabet med mine oprigtige tvivl om det rimelige - for mig personligt - i at blive kirkeligt og kristeligt viet, udbrød en veninde til bruden - selv godt i gang med en forkromet bryllupsforberedelse med det fulde udtræk - om jeg dog ikke mente, der var nogen åndelighed til?

For mig vil det altid stå som et ikonisk eksempel på, hvordan kristendom og nyreligiøse bevægelser i dag har fået overdraget patentet på det åndelige og meningsgivende i livet og i menneskelige relationer. Så meget og så folkeligt, at det åbenbart kan falde folk ind, at afvisning af kirkelig vielse er afvisning af åndfulde mellemmenneskelige relationer.

I hvert fald siden middelalderen er kommentaren ved bryllupsreceptionen forberedt gennem et sælsomt samarbejde mellem ærkefjenderne kristendom og videnskab: naturen er uden for den transcendente guddom, det dennesidige er tømt for egentlig mening (som kun giver mening for mennesker i lyset af Gud). Tømt for egentlig mening er naturen forberedt som genstand for den rationelle, finalårsagsfjendske naturvidenskab. Og efterhånden gror det sociologisk fast i alle: ånd er uden for verden, og hvis du kun tror på denne verden, ja, så har du netop kun et fattigt "kun" og ikke et berigende "her er vi, og det er sælsomt nok".

Forarmelsen af det dennesidige som hemmelig allianceaktivitet mellem naturvidenskab og kristendom er en idéhistorisk figur, som jeg har mødt igen i dag i Jesper Hoffmeyers nye bog "Tro på tvivl", som de første 60 sider jeg har nået i skrivende stund i hvert fald er læseværdig som bare fanden:

Hoffmeyer, 2009, p. 37: "Da naturvidenskaben afskaffede sjælen sammen med res cogitans, glemte den prisen. Man kan ikke fornægte menneskets sjælelige eksistens uden at tegne et billede af mennesket, som ingen af os kan genkende os selv i. Det konsekvente resultat af denne "forglemmelse" er opblomstringen af det uhyrlige og uregerlige virvar af såkaldte alternative tilbud til verdensforklaring, som kan levere det, naturvidenskaben kastede over bord: en verden vi kan høre til i".

Statens monitorering af holdninger

"Vi har en liste over indikatorer på kontrarevolutionær virksomhed, som vi underviser de lokale myndigheder i at være opmærksomme på. Det kan være fysisk fremtoning, religiøst udtryk, hvordan man forholder sig til andre. De her ting behøver ikke være en advarsel, men hvis de er klumpet sammen, og der er tale om en hurtig forandring, kan der være fare på færde".

Dette er et citat fra et internt notat, man har fundet i KGB's arkiver, og det omtaler de instrukser, som statens øjne og ører blev udstyret med for at opspore upassende holdninger i god tid: forebyggelse. Det er tankevækkende, ikke sandt, hvilken styring man i et totalitært styre kan forgrene helt ud på et lokalt niveau.

Men faktisk er det ikke et citat fra KGB - jeg har snydt lidt, som TV-kokkene siger. Det er et citat fra dagens Information (et særtillæg om terrorbekæmpelse i anledning af regeringens handlingsplan om radikalisering), og det kommer ud af munden på Anja Dahlgaard-Nielsen, som er chef for PET's afdeling for forebyggende sikkerhed. Jeg har snydt og puttet 'kontrarevolutionær virksomhed' ind i stedet for 'radikalisme': Anja Dahlgaard Nielsen siger: "Vi har en liste over indikatorer for radikalisme....".

Nu er det jo på sin vis en retorisk uvederhæftighed at løfte et citat ud af en sammenhæng, som det jo hedder i den indspiste Christiansborg-politiker-ven-med-journalister jargon. Men det er også pædagogisk: for uagtet den helt seriøse og afgjort helt vitalt nødvendige PET aktivitet, som disse linjer beskriver, så løber det mig alligevel koldt ned ad ryggen, når jeg læser linjerne. For det er klart, at foranstaltninger til forebyggelse af anslag mod civile nødvendigvis vil rette sit stigmatiserende fokus mod sindelag, holdninger, udseende, pludselig 'unormal' adfærd o.lign.

I samme artikel citeres uddrag fra en bog om 'homegrown terror', der beskriver forskellige faser i den såkaldte radikalisering - 2. fase indeholder følgende karakteristika: "Ændret fremtoning (f.eks. at lade skægget gro), gradvis afvisning af den vestlige livsstil, personlighedsforandringer (en gradvis afstandtagen fra hidtidige livsstil), ændret religiøsitet, hyppigere fremmøde i moskeen eller religiøse studiekredse, tilknytningsforhold til ligesindede". Igen er det en lidt foruroligende øvelse at prøve at læse dette uden for sammenhæng - altså i en slags metodisk glemsel om, at dette handler om islamistisk orienteret æggen til vold mod uskyldige civile. Hvis man nemlig glemmer sammenhængen, så er indikatorerne betegnelser for en helt almindelig proces, som endda for manges vedkommende er en ganske sund proces (fx. 'gradvis afstandtagen fra tidligere livsstil' eller 'tilknytningsforhold til ligesindede'): hvilken gennemsund ung, engageret pæredansk gymnasieelev løber ikke igennem faser, der kan indfanges med disse og lignende betegnelser?

Hvad kan vi bruge den metodiske glemsel af sammenhængen til? Til at se klart, hvad det er for en aura, og hvad det er for en magt, vi er ved at udstyre staten med (uagtet den mere eller mindre udtalte nødvendighed og retfærddiggørelse af disse tiltag). Og hvad nu, hvis staten pludselig rent faktisk selv glemmer sammenhængen og proportionerne, sådan at magtmidlerne og denne sindelagsstyrende aura bliver et mål i sig selv? Hvad sker der så? Nogle vil sikkert sige, at det kan vi allerede iagttage: 24 års regel, tuneserlov, øget overvågning, øgede muligheder for magtanvendelse uden dommerkendelse, administrativ udvisning etc.
.....

Som PS vil jeg citere fra Lars Erslev Andersens artikel i det nævnte særtillæg (som varmt anbefales): "Det betyder, at en plan mod radikalisering kommer til at rette sig mod mange flere, end der er risiko for, faktisk ville blive terrorister. Det kan derfor ikke undgås, at en stor gruppe mennesker føler sig mistænkeliggjort på grund af deres synspunkter - eller simpelthen blot fordi de er troende muslimer - og ikke på grund af deres handlinger. Det er nærliggende at antage, at præcis dette kan befordre radikalisering frem for at forhindre den".

Om materialisme

Et sted i første bind af Søren Kierkegaards "Enten-Eller" fortæller æstetikeren "A", hvad han ville gøre med en "tryllekvist", der kan skaffe ham alle ting i verden, hvis nogen tilbød ham sådan en mærkværdig tingest: "Jeg ville bruge den til at stoppe min pibe med", vrænger æstetikeren. Dermed viser æstetikeren sit sande ansigt som den, der forholder sig legende, ironisk og frit svævende over de genstande, som spidsborgeren er nedsunket i, som spidsborgeren hele tiden gør sig afhængig af (det gør de andre, så må jeg også gøre det, det har de andre, så må jeg også have det for at være lykkelig).

Nu er æstetikerens kommentar først og fremmest forbandet morsom. Men midt i en grasserende forbrugskultur, som jeg kun håber bliver lammetævet grundigt af finanskrisen, er den også lærerig. Og jo, jeg ved det godt: lad blot lykkekvist-afgørelsen i den daglige leverpostejsidyl stå for skæbnesvangre beslutninger om ”nej tak til reklamer” eller ej (mest ej), beslutninger om den fjerde ferie, Molo eller Katvig til det forkomne barn, etc.: lidt har også ret og jeg elsker som Dan Turell hverdagen.

Hvad er det så ved tingene, sådan som de er indhyllet i materialismens hegemoniske kvælertag, der er så nederdrægtigt, så hult, at det er værd at udgyde en kulturkritisk galde over, selvom denne væske er så hamrende umoderne og i bedste fald spys tilbage som overbærenhed med studentikos ildhu fra de fleste livsduelige tilhørere?

Materialismen er ikke skidt, fordi den er ting og genstande eller fordi, den er mange af dem. Den er skidt, fordi den mangler idé eller ideal og dermed mangler et mætningspunkt, den mangler det at blive tilfreds, det at være, det at lykkes. I stedet er den mere af det samme. Og herefter igen bare endnu mere af det samme. Deri hulheden. Og det værste? Den adspreder fra det, der er centrum i tingene. En sjælden gang er der godt TV – i dag nogle børn, der filmer deres hverdag – et barn interviewer hendes forældre: ”Jeg ville godt bare sidde lidt mere sammen med jer – hvorfor kan vi ikke gøre det lidt mere?” Forældres tavshed, kigger ned, er berørte: ”Godt spørgsmål”, svarer faderen. Svaret: adspredthed, og i høj grad adspredthed hen til tingene i materialismens hegemoni.